
”Der var saa dejligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder…”H.C. Andersen: Den grimme ælling
Der er dejligt på landet og der er mange fordele ved et liv på landet – f.eks. den nære kontakt til natur og naboer og muligheden for selv at præge sin hverdag. Det er især børnefamilier, der drømmer om at flytte på landet, fordi de gerne vil give børnene flere muligheder for udfoldelse. Mange vil også gerne have nogle dyr og dyrke en køkkenhave, måske være delvis selvforsynende. I det hele taget søger mange mennesker efter større livskvalitet ved at bo på landet med frisk luft, fred og ro og sunde værdier.
Livet på landet kan være dejligt men også udfordrende. Der er mange nye ting, man skal have styr på og mange ting, der skal læres. Her på biblioteket vil vi gerne hjælpe dig med at finde rundt i junglen af information og give dig forslag til bøger og hjemmesider med alt det, du har brug for som fritidslandmand.